2015 - Sct Georgs Gildet i Faaborg

Go to content

Main menu:

2015

Om gildet > Gildemesteren

Gildemesteren har ordet!
Gildenyt
December 2015

Kære Gildebrødre!
Når Hegn og skovbryn står i gyldent flor og plov og brede harver, har vendt de visne strå mod jorden. Så ved vi, at efteråret og julen nærmer sig.

I år er det da helt udsædvanligt, mange træer og buske har jo endnu ikke tabt bladene. Jeg så forleden dag en hæk med friske blade. Nej vores natur kan ikke finde ud af det, i dette milde efterår. Men lad os nu se, hvad december har til os? Måske kan vi se julens farver imod decembers grå. Når kulden står mod væg og dør, bli`r grønt og rødt så varmt som aldrig før.

I sommers grøde står grønt for bøgetræer. Rødt står for roser og røde bær. I december er der i ordet grønt kun juletræer og i ordet rødt hjerter og muntre nisseklæder. I de mørke timer vi klipper, limer, fletter fint og net. Og højtidsfuldt forventningen gror i leg med julens farver. For kun på juleaften er grønt så grønt og barndomskært, og ingen anden aften er rødt så hjertenært, og tusind stjerner blinker mod himlens dybe blå.

Gildeledelsen ønsker alle en glædelig jul.
Med gildehilsen
Jytte

Gildenyt
November 2015

Kære Gildebrødre.
Frit efter: Jeg elsker de grønne lunde

Tanker på flugt. I denne tid er flygtninge det helt store samtaleemne. Både dem, der flygter fra krig og regimer rundt omkring i verden- og ikke mindst dem der søger asyl her hos os ”i det forjættede” Europa. Samtidig strides der om hvorvidt vi skal hjælpe! Og i givet fald hvem, hvor og hvordan.

For vi elsker jo de grønne lunde,
hvor vi hverken har krig eller sult,
med mad nok til mange munde
hvor ingen skal leve skjult.

Vi elsker hver dal hver banke,
hvor vi synes alt er smukt.
Og aldrig får vi den tanke
at måtte af sted på flugt!

Men rundt om i lande og riger
trives terror, krig og tvang.
Folk straffes for det de siger,
og ufrihed går i svang.

Men vi som har brød at smøre,
og som lever i tryghed og fred,
skal vi os til flygtninge gøre
fra vores samvittighed.

Dette er et citat fra bladet Landbo Fyn.

Med gildehilsen
Jytte
20. oktober 2015
Gildemestertale af Ringegildemesteren ved Fellowshipday i Fåborg 
Da Jytte og jeg talte om hvad vi skulle tale om i aften tog det os ikke lang tid at blive enige om, at det måtte være vores store komponist Carl Nielsen – idet vi i år fejre hans 150 års fødselsdag.

Helt ærligt så må jeg indrømme at jeg slet ikke er musikalsk eller kan spille på et instrument, men det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan holde af musik.

Det er nu ikke musikken som jeg vil koncentrere mig om, men om hans opvækst her på Fyn. Om de livsvilkår han har haft.
Og hvordan gør man så det – jo man søger på nettet – man googler det – eller læser sig frem til en viden, om ham. I vores reol derhjemme stod en lille gulnet men meget smuk bog om Carl Niels Fyn. Den har jeg læst mange gange og hver gang har den grebet mig. De livsvilkår han har haft i barndommen og det liv som han fik som voksen var virkelig kontras fyldt.
At have talent – må være noget man er født med. At have vilje og styrke det må komme af de livsvilkår man er vokset op i og med.
En ukuelig vilje og et lyst sind er vel også et af de grundlæggende ting som man har fået i vuggegave.
Der siges om fynboerne at de er fyldt med et ukueligt temperament og vilje. Vi synger i vores sprog og kan derfor virke lidt naive, men tag ikke fejl – det er vi ikke.  Det siges at Fyn er Danmarks have og her går vi lalleglade rundt og synger dagen lang – men sådan er det nu ikke.
Carl Nielsen voksede op i et musikalsk hjem, men både sin viden og fremgang nåede han gennem kamp og flid – han forblev ”naturens muntre søn” og det på trods af at han erhvervede sig en omfattende musikalsk og menneskelig styrke.
Her på Fyn har nogle at Danmarks mest berømte mænd trådt deres barnesko – men også valgt at rejse til hovedstaden for at videreuddanne og udvikle sig til de berømtheder som de jo blev.
Tænk blot på H.C. Andersen – fra Odense, H.C. Ørsted fra Rudkøbing, Johannes Larsen fra Kerteminde og så Carl Nielsen – ja der kan nok nævnes flere.
Carl Nielsen er født 9. juni 1865 et stykke nordøst for Nr. Lyndelse – stedet blev kaldt ”Sortelung” i nærheden af herregården Bramstrup.  Et ensomt og mørkt, fugtigt og dystert sted. Det var så langt ude at der sjældent kom mennesker forbi. Her voksende han op sammen med sine 11 søskende – en stor børneflok hvoraf flere døde ganske unge.

Hans far var maler, men også spillemand. Han var modsat H.C. Andersen vokset op i og med naturen, hvilket også prægede både hans musiske og lyriske udtryk hele livet igennem. Naturen, roen og stilheden betød meget for ham. I virkeligheden brød han sig slet ikke om storbylivet og støjen og alt det virak som fulgte med at være en kendt person i storbyen. Det meste af den musik han har skrevet er da også skrevet under lange og talrige ophold på landet, hvor venner og velgører havde stillet en lejlighed til hans rådighed på en stor ejendom Damgård ved Fredericia. Her opholdt han sig en stor del af hans liv.
 I dag er der museum i Carl Nielsens barndomshjem. Det var dog ikke her han blev født, men det 3. sted familien boede.  Han far Niels maler havde købt det for 1150 kr. hvoraf 300 kr. skulle udbetales.
Jeg kan huske at jeg som stor pige besøgte stedet. Jeg husker det som lidt kedeligt, men også uhyggeligt. Der var en gipsafstøbning af hans ansigt - ”en dødsmaske” med lidt hår på. Uf det var uhyggeligt. Det har gjort,  at jeg aldrig siden har besøgt det lille museum, så jeg ved faktisk ikke hvad der er og om den stadig er der.
Tidligt måtte han som gåsedreng passe godsets gæs, som græssede på stubmarkerne når der var høstet.  Han skar pilefløjter som han spillede på og sammen med sin broder spillede de på de store brændestabler, som om efteråret blev stakket op til vinterens brug. De havde mærket brændestykkerne med kridt og kunne derfor spille rytmer og melodier på dem. 
Sammen med sin far og andre landsbymusikanter måtte han trave rundt på Fyn og spille til fester i forsamlingshuse. Ikke nok med at han skulle spille violin så skulle han også optræde som tryllekunstner med 2 hatte og 4 papirs kugler.  Når de langt ud på natten var færdig skulle de gå -  ofte lang vej hjem. Det både sommer og vinter - han var blot 12-13 år.

Efter hans konfirmation afløste han sin broder Albert som lærling ved købmanden i Ellinge ved Nyborg. Det var en svær tid for ham. Købmanden var syg og han måtte selv stå for forretningen.  Forretningen var meget lille og han boede og sov på lageret i forbindelse med forretningen, men da forretningen brændte og købmanden gik fallit mistede Carl  sin læreplads.

Den lokale musikforening fik ham optaget som blæser i et militærorkester i Odense. Her lærte han at spille på en lang række instrumenter og blev forfremmet til korporal. Det åbnede muligheden for en friplads på konservatoriet i København og det var det absolutte vendepunkt for ham. Det betød samtidig et farvel til hans fynske barndom.

 Man siger at i hans musik findes de fynske toner – hans fynske barndom - livet i Sortelung, landsbyfesterne, Ellinge og militærmusikken i Odense.
 Han omtaltes som sin tids største musikbegavelse i Norden.

Carl Nielsen døde 66 år gammel – efter flere alvorlige hjerteanfald.
Hanne Andersson
 
  
Fellowship med Ringe
20. oktober 2015
.
Billedhuggeren Anne Marie var en kompromisløs kunstner og ildsjæl.
Anne Marie blev født d. 21. juni 1863 – i Sønder Stenderup ved Kolding. Døde den 21. februar 1945 i København. 12 år gammel begyndte hun at modellere materiale i smør eller ler. Fik som 17- årig sin første egentlige under visning i Slesvig. Trods skolens gode udtalelser om hendes talent ville faderen ikke give tilladelse. Nej hun skulle lære husgerning. Men Anne Marie var stædig og fik gennemtrumfet et par prøveår i København. Hvor hun blev elev af August Saabye, og meget hurtigt debuterede hun på Charlottenborgs forårsudstilling 23 år gammel. I 1887 vandt hun en præmie for den store gruppe Thor med Midgårdsormen, så var vejen åben.
Anne Marie var den første kvindelige billedhugger og var hurtig med på det nyeste. Skabte monumenter som i størrelse og betydning kan ligestilles med de mandlige kollegers. 

Da Anne Marie i 1888 udstillede på den store nordiske udstilling i København, fik hun lyst til at rejse til Paris. På verdens udstillingen 1889 viste hun nogle statuetter af kalve som mange bemærkede, også A. Rodin som var en berømt fransk billedhugger. Hun fik via et stipendium mulighed for et længere ophold i Paris, hvor hun så den nyeste kunst og færdedes blandt mange kendte kunstnere.

 I foråret 1891 blev hun og Carl Nielsen stormende forelskede, rejste til Firenze, hvor brylluppet stod,  trods forældrenes modstand. De bosatte sig på en kvistlejlighed i København, og fik hurtigt 3 børn og trods pengemangel fik de begge voksende succes.  Anne Marie var mor til 3 og hustru til den verdens berømte komponist – men først og fremmest var hun kunstner. Hendes hovedværk er Rytterstatuen af Christian den 1X . Hun var den første kvinde herhjemme, der gav sig i kast med et ryttermonument, hvilket var en stor og krævende opgave.

 Ryttermonumentet havde nær kostet Anne Marie hendes ægteskab. For hende var professionen det afgørende i livet og i situationer, hvor hun måtte vælge, lod hun oftest hensynet til sit arbejde veje tungere end hensynet til sin familie.  De skabte en ny måde at leve på – som ligestillede partnere. Sammen udgjorde de nok et af verdens første moderne parforhold. Deres forhold havde dog en pris, som de begge måtte betale. Anne Marie kunne være bortrejst i halve år af gangen, når hun arbejde med sin kunst. Det gjorde, at den kvindeglade Carl tog nogle sidespring. Anne Marie finder ud af, at han i en årrække har bedraget hende. Ægteskabet forliser omkring 1916. De kommende år er der ingen af dem, der trivedes særlig godt. Anne Marie tager ham lidt til nåde efter en tids sygdom. Krisen varede otte år. Parret bakker dog livet igennem op om hinandens kunst.

Af monumenter, som Anne Marie har lavet, skal da også nævnes - skulptur af Dronning Margrethe den 1., tre bronze porte til Ribe Domkirke, dronning Dagmar, Midgårdsormen og en hel del små som store dyre statuetter. Efter Carl Nilsens død fik Anna Marie bestilling på hans monument til Grønningen. Hun valgte musikkens genius. I et udkast ses den unge fløjtespiller på den vingede hest Pegasus, som netop er landet på den store sten. Men Anne Marie undlod vingerne på hesten.

Anne Marie sagde om Carl Nielsen:
"Han var ingen virtuos på noget instrument. Han dyrkede ikke håndværket eller den tekniske korrekthed, men musikken, den hellige ild, flammen fra himlen, tonen fra menneskesindets hemmelige dybder, lyttede han efter hele sit liv, det flygtige og dog evige.


Gildenyt
Oktober 2015

Hej Gildebrødre.
Jeg har lyst til at fortælle mere om Myren. En god ven fortalte mig, om den Røde Brandmyre som skaber rædsel i USA. Der er flere arter af brandmyrer i USA. Men udtrykket "ild myre" anvendes, næsten udeluk-kende i forhold til den røde importerede brand art som kaldes Fire myrer. De er kommet fra Brasilien og Argentina og har været i USA siden 1920erne. Og hvordan kom så disse myrer til USA? Man mener de er kommet med skib.

Efterhånden er de spredt over hele de sydøstlige stater. Fire myren bygger store iøjnefaldende reder der fremtræder som dynger af løst jord.

Myrerne er meget aggressive og stikket er farligt. Jeg har fået fortalt at hvis man stod oven på en dynge levende jord , tog det ikke lang tid, inden de var kravlet ind under tøjet og videre op ad benene. Da de er meget gif-tige er det bare om at komme væk, inden de får bidt sig godt fast.

For at advare befolkningen, og prøve på at udrydde dem, var der lagt Majs der havde fået gift, så kunne de der færdes der, jo også se hvor my-rerne var, for der var masser af gule rækker.

Det er nu godt vi ikke har sådan aggressive myrer herhjemme.
Med gilde hilsen
Jytte Madsen.
Åben Friluftsgildehal
11. august 2015
I aften, hvor vi er samlet i den gamle spejderhytte, og hvor der er masser af træer i området, har jeg lyst til at fortælle om Egetræet.
Jeg læste forleden en  artikel  om egetræet. Hvis verden var perfekt, havde alle et egetræ i haven. Udover at være en æstetisk nydelse er træet en omsorgsfuld hjælper for dyr, planter og grundvand. Men det er jo ikke alle haver, der er egnet til at huse et egetræ. Træet bliver jo ofte ganske stort og kræver derfor en ret stor have. Egen vokser hurtigt og bliver i løbet af en 20 år ti til tolv meter høj.,
Men man kan jo selv til dels bestemme, hvor stort det skal være ved at styne det. Så man selv og kommende generationer, ja helt op mod 20 generationer, kan få glæde af det. Skygge og lindring kan man også finde under træet. Der er måske også mange samtaler og tanker, der løses i skyggen af egetræet.
Egen kan blive helt op mod tusind år gammel, hvorefter den begynder at forfalde. Det gradvise forfald er et perfekt levested for dyr, der ikke er glade for at flytte til nye steder.
Et livets træ, er egen
Ligesom vi mennesker rynkes, bliver egens bark også mere og mere rynket med tiden. Det giver mange gode gemmesteder for en masse smådyr. Vi får dog ikke en masse smådyr i vores rynker. Og det, tror jeg, er ganske godt, for tænk et kriblen og rend, der ville være.
Egetræet bliver på den måde biodiversitetens konge, fordi den rummer en mangfoldighed af dyr, planter og svampe. Et egetræ kan nemt være vært for tusindvis af forskellige arter af biller, edderkopper – sommerfugle – myrer og et væld af insekter samt larver. Også mosser og over 50 velsmagende svampe arter. Men det vil nok være en god ide at have lidt forstand på svampe, inden man går i gang med at plukke dem for senere at nyde dem. Om vinteren og i det tidlige forår, når træet besøges, vil man kunne se fugle så som mejser – fuglekonger – træløbere. De vil afsøge træet for huller, hvor der er gode steder og rigeligt med føde.
Egen er en langsom kæmpe med dybe pælerødder og masser af siderødder, så det kan stå godt fast i storm og blæst. Egen kan vokse på al slags jord.
Da egen kom til Danmark, var det med hjælp fra forskellige dyr. Blandt andet skovskaden – der graver agern ned i depoter og kan nemt glemme, hvor de er gravet ned. Og på den måde har træet kunne sprede sig. I dag udgør egetræet ca. 10 procent af skovens træer i Danmark.
Et gammelt ordsprog siger, at man i tordenvejr skal søge væk fra egen. For kloge ord fortæller, at lynet tit slår ned i et egetræ, da det er meget vandholdigt. Guderne Zeus, Jupiter og Thor er ifølge fortællingerne af samme grund knyttet til egetræet.
Og så har i sikkert hørt nok om egetræer. Men jeg har lige en lille historie om et egetræ, der ejer sig selv. Ja, det lyder tosset. Et egetræ i USA ejer sig selv og jorden indenfor 2,4 af dets stamme.
I 1890 kom den første beretning om det mærkværdige træ. Beretningen fortæller om Oberst William Henry Jackson, som besluttede at lade sit egetræ arve sig selv og jorden omkring det. Og sådan blev det. Ingen sagde ham imod. Nu står der så på stedet et træ, som er søn af træet, der ejede sig selv. Rundt om træet er der sat et hegn og en mindetavle.
Ja det var så lidt om egetræet.
Jeg har også en historie om et birketræ.
 Mine forældre tog engang et birkestykke med hjem fra en tur til Langeland. Det blev sat i deres have, slog rod og trivedes der. Da mine forældre, så skulle sælge deres hus, mente vi ikke at træet skulle blive stående der helt alene. Det blev gravet op og flyttede til Haastrup. Det trives godt og er blevet ca. 10 meter højt. Vi har også prøvet at udvinde lidt birkesaft fra mormor – men det fik vi nu ikke meget ud af. Hun var nok blevet for tør og rynket. Nå, men jeg mente, at nu var det blevet så stort, at det skulle fældes – men det var familien nu ikke enig med mig i, så mormor bliver stående, hvor det står.

Gildenyt
august 2015
Kære Gildebrødre.
Ja så begynder et nyt Gildeår, og i år med nye grupper. Vores første arrangement er jo Friluftsgildehallen i Moseparken med ledsager og hvor Jørgen Skovsby skal optages i vores gilde.
 
Ja sommer har vi jo ikke haft meget af. Jeg håber i har nydt de få solskinstimer der har været.
 
I uge 28 arrangerede 4H. Landbrug & Fødevarer og REMA 1000 madskolen. Målet med madskolen er at give børn og unge i alde-ren 8-12 år en viden om sund mad, kost og motion på en sjov, aktive-rende og lærerig måde.
 
Vores børnebørn på 11 og 12 år var tilmeldt på Glamsbjerg Skole. Ved en tilfældighed blev jeg pludselig en af de frivillige instruktører. Der var 18 børn og 4 instruktører plus en leder. På hvert hold var der 6 børn. Vi instruktører fordelte så de forskellige opgaver der skulle laves i løbet af formiddagen. Maden spiste vi til middag – hvorefter der så skulle vaskes op og sættes på plads. Der blev stegt fiskefrikadeller – lavet salat med bl.a. Kidneybønner og hvedekerner. – kylling i karry- jordbærgrød- bagt brød og meget mere.
 
Børnene var ude at lege 2 gange en halv time hver dag. En dag var vi på Kerry (ostefabrik) i Glamsbjerg. Det var meget interessant, hvor meget børnene fik ud af det ved jeg ikke. Men der blev disket op med masser af frugt – sodavand og oste smagning. Så madpakker vi havde med blev ikke spist den dag.
 
Jeg følte mig tilbage som Spejderleder i de 5 dage kurset varede. Torsdag aften kom forældre og søskende for at spise. Det var børnene der havde lavet maden. Jo det var en dejlig uge. Dejligt at se hvordan børnene gik op i det ,og der blev knyttet nye venskaber. Hvis der bliver madskole til næste år har jeg allerede meldt mig som instruktør.

Med gildehilsen
Jytte

Gildenyt
juni-juli 2015
Kære Gildebrødre.
Den 27 april var der en artikel i Flensborg avis, overskriften var udkants-danmark og den rådne banan, og hvad menes der så, når der tales om udkantsdanmark og den rådne banan? Hvad betyder det egentlig.
 
Begreber som udkant, yderområder og landdistrikt, ved vi jo alle, at det er områder, der ligger uden for de store byer. men den rådne banan bruges også til at beskrive udkantsdanmark med. Lægges der en rådden banan på Danmark, dækker den alle de områder, hvor det ikke går så godt.
 
Det var Hanne W. Tanvig, der fandt på udtrykket. Hanne lod sig inspirere af en blå banan, som lå hen over Europa i 1989. Den blev brugt til at vise, hvor der var gang i væksten, og derfor brugte hun, den rådne banan, der skulle vise det modsatte.
 
Men heldigvis er udviklingen da i fremgang mange steder. I dag fortrydes der, at begrebet blev opfundet, det var lige groft nok. Det tror jeg også, vi er mange, der mener, selvom der er nogle små landsbyer, der har det svært.
 
Jeg vil ønske jer alle en rigtig god sommer. Heldigvis har vi da mange dejlige steder, hvor solen kan nydes når den viser sig - eller en stille regn under en markise er heller ikke at foragte.
God sommer.

Med gildehilsen
Jytte
Gildenyt
maj 2015
Kære Gildebrødre.
Den 12 april inviterede Fyns Distrikts til I-dag. Vi startede i Sanderum kirke som er en stor kirke med mange kalkmalerier. Efter gudstjenesten fortalte John om kirken både uden dørs og især om alle de kalkmalerier inde i kirken som forestillede Jesus fødselsliv. Det er nok en af de få kirker som har tagrende.

Efter frokosten gik vi en dejlig tur i Elmelund skov. Hvor naturvejleder Rikke Kaas Molin fortalte levende om den forholdsvis nyplantede skov, Den blev plantet for et par år siden og er en blandet skov.

Vi fik smagt på brændenælder og andet spiseligt fra naturen. Det var en dejlig tur i sol og blæst. Udsigt var der også, både til små vandhuller, i et af dem var der et svanepar. Der var også mange andre dyr. Lærken så vi også.

Jo det var en rigtig god dag.

Med gildehilsen
Jytte
Sct. Georgs Gildehal
23. april 2015
Historien om Sankt Georg begynder for mange hundrede år siden.
Georg var søn af en officer i den romerske hær, og som sin far blev også Georg soldat, da han var gammel nok. Han var en dygtig kriger og blev hurtig forfremmet. På sin vej kom han til en lille by Silene hvor der længe havde boet en drage i en sø uden for byen – og som havde plaget befolkningen længe, og for at holde sig gode venner med den, gav de den hver dag et får at spise – nå men til sidst var der ikke flere får – og så var gode råd dyre. Så befolkningen begyndte at ofre deres egne børn. På et tidspunkt faldt loddet på Kongens datter. Men det hørte Georg og tog så adfærde, stak sin lanse i dragen.
Indbyggerne hyldede Georg. Men selv om han var en helt blev han forfulgt af sin kristne tro og blev henrettet den 23 april i år 303. Efter sin død blev han gjort til en helgen og derfor mindes vi ham hvert år den 23 april.
Middelalderens spedalskheds hospitaler blev kaldt Sankt Jørgens – gårde. Kors ridderne tog Sankt Jørgen til deres skytsengel, bl.a. Richard Løvehjerte men Englands nationalhelgen hedder ST. George.

Nu vil jeg fortælle lidt om Sankt Jørgen og Dragen
Kun lidt er kendt om Sankt Jørgens liv. Han blev født i Kappadokien (Tyrkiet). Som officer vandt han stor respekt og fik stor indflydelse ved hoffet 
Jeg tror at der i Middelalderen i et hvert land med respekt for sig selv har der, været en drage 
Ja selv i vort land bliver dragerne omtalt. 
I Broager kirke i Sønderjylland er der også en legende. De har en statue af Sankt Jørgen og Dragen. Da svenskerne hærgede landet i 1658 havde de hørt at egnens beboer skulle have gemt deres kostbarheder i Dragen da den var hul indvendig. De knuste derfor Dragen uden at finde noget. Også hesten slog de hul på.
Den ødelagte gruppe blev sat væk. I 1880 blev gruppen restaureret og kom tilbage i kirken

Ja, man kommer lidt i tvivl, hvad for et savn der er rigtigst. Og hvert land har jo nok haft en Skytsengel i Middelalderen.

Ja så lidt fra bogen om Baden – Powell
Hvor der står følgende Sankt Georgs i kampen mod dragen.
Beretningen om hans dristige kamp med dragen opfattede man som et symbol på det godes sejr over det onde, og B-P. Erklærede derfor, at Sankt Georgs skulle være spejdernes forbillede. Hans tanke var, at spejderne skulle blive vor tids riddere, der altid med frejdighed og frimodighed skulle drage på togt mod det onde i verden.
Gildenyt
april 2015
Kære Gildebrødre!
Ja, så er vore forskellige fugle ved at være kommet tilbage. Stæren så vi her først i marts ved vores foderplads. Stærene har vi et pudsigt forhold til, ja især en. Vi mener det er den samme som besøgte stærekassen sidste år. Da sad den oppe i flyve hullet og kiggede ud og ville invitere en mage ind i boligen. Der var også en der tog mod indbydelsen, desværre kom der ingen Stære unger ud af reden. Senere fandt vi ud af, at der lå 3 æg som ikke var blevet til noget.
I år var der igen Stær ved kassen meget tidligt. Den sad på samme måde, som sidste år og invitere indenfor. Vi må så håbe at der kommer en mage. Vi tror det er den samme, og selv om det ikke er, er det hyggeligt at høre ,hvordan Stæren kalder på sin mage.
Mit spørgsmål er så, hvordan kan fugle, som flyver andre steder hen, når det er efterår og vinter her i landet. For så at finde tilbage til de samme bosteder til foråret?
Tager vi fugle som Storkene, så finder de jo også tilbage til de samme redepladser. En ornitolog er nok klogere på det, end jeg er. Måske har de en GPS indbygget? Ja hvem ved.
Her forleden fløj en Musvit mod et vindue. Den faldt ned på havebordet og var lidt forpjusket, kunne ikke rigtig komme på vingerne igen. De andre Musvitter var efter den, selv efter der ikke var liv i den mere Det synes, vi var en mærkelig opførelse. Har talt med en bekendt, som fortalte, at de andre fugle gør det for at vise territorier, og det var nok en han, så den skulle bare nedlægges. Efter den forklaring ser vi mange fugle kæmpe om de samme redepladser.
Med gildehilsen 
Jytte
Gildenyt
marts 2015
Kære Gildebrødre!
Den 14 februar var det Valentinsdag, og hvad er det så for en dag? Mange mener, det er en dag, som er opfundet af blomsterhandlere og chokoladesælgere. Men sådan er det ikke. Den 14. februar blev nemlig kaldt Valentins dag helt tilbage i år 498. En af myterne om Valentins dag handler om Sankt Valentin. Han led en martyrdød ved halshugning i år 269.Valemtin måtte dø, fordi han var kristen, og så hjalp han andre kristne, da de blev forfulgt.
Under et fængsels ophold blev Valentin venner med fangevogterens blinde datter, han gav hende også synet tilbage. Da Valentin skulle henrettes, efterlod han et brev til datteren. Det er det første, vi kender til et Valentins kort. Den dag i dag skrives der f.eks. flere Valentins kort i USA end der skrives julekort. Hvornår blev dagen så til Valentins dag? Det var Pave Gelasius i året 498 eller der omkring, der indførte det.
I gamle dage lå Lupercalie-festen midt i februar. Her blev der trukket lod mellem de unge og ugifte, så alle fik sig en partner. Men det betød ikke, at man skulle være kæreste med personen, men en slags makkerpar det næste år.
Det var så lidt om Valentin dagen. Jeg mener jo, det først er de senere år, vi har hørt om dagen. Jeg har undersøgt det, fandt ud af, at det var ca. 1990, det rigtig slog an i Danmark.
Med gildehilsen 
Jytte

Gildenyt
Februar 2015
Kære Gildebrødre!
Ja, så er vi godt i gang med år 2015. Snart er det den lille hidsige der banker på. Januar har jo vist sig fra den pæne side, der har ikke været meget sne og frost. Udover børn og barnlige sjæle, er der vel ikke nogen som har savnet sneen. På de dage hvor vejret har været rigtig surt og gråt, kan vi jo altid glæde os over de mange besøg ved foderbrættet.
Forleden havde vi besøg af fire halemejser, dem ser vi ikke ret tit. Når vejret tillader det, går vi en tur i haven og ser hvordan blomster og buske udfolder sig, de tror jo det er forår, med det milde vejr vi har.
Jeg har læst lidt om gamle danske vejrvarsler og gamle kalenderdage. Mild februar varsler kulde i påsken. Kold februar lover en god vækstsæson. Sådan kunne jeg blive ved. Der er dog lige en enkelt dato jeg vil nævne den 3 februar. Det er et godt varsel, hvis det blæ-ser kraftigt på denne dag, for så vil vinteren snart være forbi, og blæsten vækker alle dyr der sover vintersøvn.
Med gildehilsen 
Jytte
Nytårsgildehal
8. Januar 2015
Forleden læste jeg en artikel i Flensborg avis, som havde overskriften. Kampen om at være lykkeligst.

Mit spørgsmål er så, hvad måler man lykken på?

I 2012 udgav FN sin første ”World Happiness Report”, der skulle forsøge at lokalisere verdens lykkeligste befolkning. Og så var det, at vi danskere helt uden sved på panden blev udnævnt til at være denne planets lykkeligste mennesker. Det er jo dejlig læsning . Men kan det nu passe? Det er nok ikke alle her i landet der føler sådan. Men for at blive lidt i statistikker – så blev det kun til et enkelt år – så blev vi overhalet af Panama og Costa Rica, som blev udnævnt til at være lykkeligere end os. 

Ja vi føler jo nok os selv lykkelige. Nogle mener at unge er lykkeligere end gamle. Og folk i det hele taget var lykkeligere i gamle dage. Men det tror jeg nu kun er en myte.

Men lad os prøve at kigge indad og føle på os selv. For den måde, vi opfatter os selv på, er nok meget afgørende, hvordan vi bliver lykkelige med livet. 

Man kan jo også stille sig selv det spørgsmål. Hvad er vigtigst i det rum du befinder dig i lige nu? Det er nok ikke godt, hvis det er et tomt rum, for så vil det vigtigste være uden for. Lykken findes nok bedst inden i os selv og ikke udenfor. 

Vi ønsker vel alle det samme af livet – kærlighed, ,fred, frihed, og glæde , ja kort sagt lykke. Derfor har lykken ligesom livet selv, heller ikke nogen modsætning - vi konkurrerer med os selv, så vi kæmper videre, for at få det bedste ud af livet.

Men husk nærvær og lykkefølelse kun kan komme indefra.

Til sidst et citat af Ernest Hemingway.
Det sværeste ved fremtiden er,
at den til sin tid formentlig vil blive kaldt
for de ”gode gamle dage”
Gildenyt
Januar 2015
Kære Gildebrødre!
Vores julemarked gav et pænt overskud. Det var godt besøgt især lørdag. En stor tak skal lyde til alle for jeres indsats. Præsterne har fået 8000 kr. til at gøre godt med.
Mange tanker går igennem os, når der siges farvel til et år og et nyt skal begynde.

Hvad vil det nye år bringe? Forhåbentlig mange gode oplevelser. Der er kommet et nyt ord ind i vores hverdag. Den Digital Postkasse. Den kan man jo så forholde sig til i den udstrækning en selv evner det. Men man kan jo også fritages for digital postkasse. J
eg har lige lyst til at fortælle en lille jok. En herre kom ind på Borgerservice. Hans spørgsmål var: ”Hvor skal min Digitale postkasse stå, og hvad vej skal sprækken vende.
Om lidt siger vi farvel til 2014 og goddag til 2015. I Gilderegi har vi haft mange gode oplevelser i året der forsvinder. Mit håb er vi også for mange timer sammen i 2015.
Alle Gildebrødre med familie ønskes et rigtig godt nytår.
Alt det gode jeg kan gøre,
al den venlighed jeg kan vise noget menneske,
lad mig gøre det nu.
Lad mig gøre det nu.
Lad mig ikke opsætte og forsømme det,
thi jeg kommer aldrig denne vej igen.
Af Henry Drummond.
Med gildehilsen
Jytte

        
Back to content | Back to main menu